Vinder af Juryens Specialpris 2023
Udviklet og udgivet af Mette Pødenphant Andersen
- fra 4 år
- 45 min
- 2-5 spillere
“I står med en fisk, der har en underlig lysende perle i maven. Hvad gør I?”. Rollespil omkring et bord undergår en kæmpe renæssance disse år, og med børne-rollespillet ‘Heltene fra Avadore’ er der landet et spil, som er den nærmest perfekte introduktion til fænomenet. Spillet er nemlig en blanding mellem højtlæsning og rollespil, hvilket betyder, at man som Fortælleren styrer oplevelsen ved at læse højt, spille alle indbyggerne i landet Avadore og hjælpe spillerne med at bruge deres evner og føre deres planer ud i livet.
På den måde holder spillet både forældrene og børnene i hænderne, og skaber en rollespilsfortælling i tre akter, som ikke alene er utrolig velskrevet og nem at komme i gang med, men også fanger magien i rollespil: at samarbejde omkring en historie, og skifte mellem højtlæsning, rollespil og enkle små spil. Eventyret er rettet mod børn i alderen 4-10 år, men er i lige så høj grad en spilbar lektion til forældre i magien bag rollespil, og hvorfor det er en fantastisk måde at nyde samvær, historier og hinandens selskab på.
en spilbar lektion til forældre i magien bag rollespil